Ritzau
Opdateret kl. 01:27
En scoring direkte på frispark syv minutter før tid sikrede det forsvarende mesterhold Real Madrid et enkelt point i søndagens hjemmekamp mod Valencia.
Kampen endte 2-2, men i slutsekunderne havde Valencia en kæmpechance for at sikre sig en overraskende sejr. I næsten fri position foran mål forsøgte Simone Zaza dog at filme sig til et straffespark frem for at afslutte.
Real Madrid stillede op uden Cristiano Ronaldo, der er i gang med at udstå en karantæne på fire ligakampe, men i portugiserens fravær var der blevet plads til angrebstalentet Marco Asensio.
Og Asensio gjorde sit for at blive fast mand i startopstillingen.
Efter ti minutter bragte han med venstrefoden hjemmeholdet foran 1-0 på et smukt spark, efter at han havde opsnappet bolden på midten af banen.
Føringen holdt kun i otte minutter. Så udnyttede Carlos Soler fra Valencia en pasning ind i feltet fra venstre side til at udligne.
I det 77. minut bragte Valencia sig foran 2-1. Efter et gennembrud fra Gaya på venstrekanten endte bolden hos Geoffrey Kondogbia, der med en rolig inderside placerede bolden til højre for Keylor Navas i Real Madrids mål.
Bagud 1-2 fik Real Madrid travlt, og fem minutter senere blev holdet tilkendt et frispark lige uden for straffesparksfeltet. Og så lynede Marco Asensio igen med venstrefoden, da han drejede bolden i mål uden chance for Neto i Valencias mål.
I de afsluttende minutter havde Karim Benzema to store chancer for at sikre Real Madrid alle tre point, men franskmanden brændte begge gange.
/ritzau/