Seerne har elsket "Valdes Jul", der uden sammenligning må siges at være "årets julekalender".
Flere end 1,2 millioner seere har i gennemsnit fulgt med i kalenderen om at redde skov og natur - og nu går optagelserne til en ny sæson af julekalenderen da også i gang.
Det fortæller TV2 i en pressemeddelelse juleaften.
I 2025 vender Valde nemlig tilbage til skærmen i sæson to. Optagelserne starter til foråret.
- Vi er meget glade for og stolte over den store interesse, "Valdes jul" har fået, og det viser, at en familiejulekalender stadig er en vigtig del af danskernes juletraditioner og kan samle os i en travl tid, siger Lea Løbger, som er TV 2s executive producer i pressemeddelelsen.
I familiejulekalenderen har vi gennem 24 afsnit fulgt fortællingen om drengen Valde, der blev opsøgt af en mystisk pige.
Hun hedder Tala og fortæller ham, at han er udvalgt som Skovens Vogter, og at det ældgamle Modertræ kalder på ham for at genskabe pagten mellem skovens magiske væsener og menneskene.
Og så er der ellers kamp mellem det gode og det onde, der selvfølgelig ender godt netop op til juleaften.
De endelige seertal for alle 24 episoder er først tilgængelige senere, men foreløbige tal viser, at 1.235.000 danskere i gennemsnit har fulgt med i de 24 afsnit af ’Valdes jul’ på tværs af TV 2 Play og TV 2.