En hotter med det hele er ikke længere en luksus, der kun er os danskere forundt. Takket være to silkeborgensere kan man nu besøge en dansk pølsebod i Shanghai i Kina.
200 gæster besøgte pølseboden, da den åbnede i fredags under stor bevågenhed fra de kinesiske medier. Og interessen har kun været stigende siden, siger pølsebodens ejermand, Ulrik Nielsen, som er en af de to iværksættere bag Little Mermaid Hotdogs.
- Åbningen er gået over al forventning. Vi går efter at sælge pølser til et bredt udsnit af kineserne, og det ser ud til, at den strategi er lykkedes, siger han til DR Østjylland.
Kineserne er ekstremt nysgerrige
Ulrik Nielsen fik ideen i forbindelse med et privat besøg i Kina for nogle år siden, og tanken om at sælge danske pølser til kineserne ville bare ikke forsvinde.
- Vi kunne se den enorme købekraft, der er derude. Folk er læsset til med indkøbsposer på handelsgaderne, og kineserne er ekstremt nysgerrige efter alt, hvad der er vestligt, siger han.
Salt nej tak
Selv om man fra Little Mermaid Hotdogs har lagt sig i selen for at skabe et lille dansk mini-univers med rød- og hvidternede duge og brosten inde i shoppen, så har man også erfaret, at man på andre måder er nødt til at tilpasse sig den kinesiske smag - helt bogstaveligt.
- Kineserne vil af sundhedshensyn helst ikke have for meget salt i deres mad, så vi har haft en hel workshop med 20 kinesere, som er kommet med gode råd til, hvordan vi rammer lige netop deres smag, siger Ulrik Nielsen.
Planen er at åbne 10 pølseboder i Shanghai og få dem alle til at betale sig hjem i løbet af i år, siger han.