Selv om tingene ikke kører i familien, kan det være rigtig hårdt, og ikke altid godt, for børn at blive tvangsfjernet.
Derfor foreslår Manu Sareen, integrationskonsulent og radikal gruppeformand i København nu en ny metode, der er blevet benyttet med stor succes i Holland. Med metoden håber Sareen især at kunne forhindre, at mindre søskende går i deres måske kriminelle ældre søskendes fodspor.
"Der er talt og talt om lillebror-generationen, uden at der er kommet en løsning på problemet. Det er familier, der har mistet kontrollen med børnene. Forslaget er ikke så vidtgående som at tvangsfjerne barnet, og vi vil kunne tage problemerne i opløbet," siger Manu Sareen til Berlingske.
Metoden går ud på at indsætte en værge i den belastede familie, og det er så værgens opgave at sørge for barnets trivsel med hensyn til alt fra at komme i seng til tiden til at passe skolen.
Socialminister Karen Jespersen (V) har bedt sine embedsmænd om at se nærmere på forslaget, der bakkes op af både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.