Danskerne skød nytåret ind i vanlig stil. Ikke mindst i København, hvor vejret holdt tørt, da rådhusklokkerne bød 2007 velkommen. Enkelte bålafbrændinger samt en ildebrand i en kælder, var det eneste, Københavns Politi kunne berette om først på natten.
Heller ikke i Odense og Århus var der de store problemer med fyrværkeriulykker. Muligvis fordi de to byer havde regnvejr ved midnat.
I Århus måtte politiet dog rykke ud til et drabsforsøg, hvor en 28-årig mand havde forsøgt at kvæle sin 34-årige partner. Manden bliver sandsynligvis fremstillet i grundlovsforhør i morgen.