Ritzau
Opdateret kl. 12:06
Storebæltsbroen er igen åben for biltrafik - og endda i begge retninger.
Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til Ritzau i forbindelse med uheldet tidligere på dagen, hvor en kassevogn væltede på broen med retning mod Fyn.
Oprydningsarbejdet efter uheldet betød, at politiet valgte at lukke broen helt - også det østgående spor - for at få bedre arbejdsbetingelser.
Selv om biltrafikken altså kan glide igen, bliver det med begrænset hastighed, idet der foretages en såkaldt overledning med modkørende færdsel i det østgående spor.
Defekt køreledning driller togtrafikken over Storebælt
DSB har udfordringer med at holde køreplanen på en af julens største rejsedage.
Det skyldes ikke mindst en køreledning, der er ude af drift på strækningen mellem Korsør og Nyborg.
Den defekte køreledning betyder, at der kun kan benyttes ét spor på strækningen, og at tog, der skal over Storebælt i hver sin retning, altså ikke kan passere hinanden.
DSB oplyser til Ritzau, at det vil skabe forsinkelser, så længe man ikke kan benytte begge spor. Med 12-tiden er der op til 30 minutters længere rejsetid mellem Nyborg og Korsør
Banedanmark, der står for drift og vedligehold af køreledningerne, har et begrundet håb om, at man omkring klokken 13.15 igen kan åbne begge spor.
DSB opfordrer rejsende til at tjekke Rejseplanen for at se den aktuelle status på de enkelte afgange.