»Vi er sluppet billigt. Billigere end vi havde regnet med,« siger vagthavende ved Holstebro Politi om skaderne fra natten og formiddagens storm. Et par væltede træer og nogle knækkede el-ledninger er, hvad skaderne udgør på Holstebro-egnen. Og det billede kendetegner ’efter-storm’-situationen i det meste af landet. Alle steder meldes der om væltede træer og tagsten, der er blæst ned. Ingen steder melder politiet om personskader forårsaget af stormen.
I Roskilde har stormen for alvor rokket ved fundamentet i domkirkebyen. To store træer er væltet i midten af byen og i en periode faldt store mængder tagsten ned.
Derfor opfordrer politiet borgere i byen til at være opmærksomme, når de bevæger sig udenfor.
»Vi kan ikke forbyde, at folk går ud, men hvis man ikke er nødt til at komme ud, foreslår vi at blive hjemme,« siger vagthavende ved Roskilde Politi.
I Voldum i Østjylland, der ellers har fået mindre vind end de fleste steder, er et gammelt ubeboet hus kollapset, og i Stenløse i Nordsjælland er taget fløjet af et nybygget hus. Desuden er en bus blevet blæst i grøften i Låsby.