Der er stadig vind i de socialistiske sejl. En ny meningsmåling fra Rambøll siger, at 44,5 procent af vælgerne ønsker SF med i en regering.
Nærmere bestemt ønsker vælgerne, at partiet danner en bred regering sammen med Socialdemokraterne, og de radikale, hvis oppositionen vinder næste folketingsvalg. Det skriver Jyllandsposten.
Dermed fortsætter SF´s enorme folkelige succes med Villy Søvndal ved roret. Og partimedlemmerne kan for alvor sætte sig godt tilrette, når SF´s landsmøde indledes.
Når SF mødes til deres årlige landsmøde senere i dag, skal partiet blandt andet diskutere ledelses-strukturen i partiet.
Undersøgelsen afslører også, at SF's fordelingspolitiske strategi har ramt plet. Hele 61,5 procent af de adspurgte fandt, at partiet var et økonomisk ansvarligt parti.
8,5 procent af vælgerne foretrækker en S-R-regering. Mens knap 10 procent af de adspurgte hellere vil have en ren S-regering.
1.002 udvalgte danskere fra 17 år og opefter deltog i undersøgelsen, som blev gennemført i dagene 14-16. april.