54 procent af de vælgere, der siger, de vil stemme til EU-parlamentsvalget, har endnu ikke besluttet sig for, hvem de skal stemme på.
Det viser en ny Rambøll-måling.
"Vælgerne kender ikke kandidaterne og ved ikke hvilke synspunkter de har," siger Marlene Wind, professor i europæisk politik ved Københavns Universitet.
Venstres spidskandidat Jens Rohde er dog ikke overrasket over de mange tvivlere.
"Mange ved slet ikke, at der valg om fire uger. Det skyldes bl.a., at vi ikke har sat fuld gas på kampagnerne endnu, men det skyldes også, at danskerne ikke interesserer sig for, hvad der sker i parlamentet. Og det er helt fair," siger han til Jyllands-Posten.
Spidskandidaten for Socialdemokraterne, Dan Jørgensen, tror ikke, de mange tvivlere kan forklares med, at kandidaterne er for ukendte.
"Man undervurderer vælgerne, hvis man mener, at de kun interesserer sig for politik, hvis der er kendisser med," siger han.
At 54 procent af vælgerne ikke ved, hvor de skal sætte krydset, overrasker statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
"Men det er en positiv ansporing for dem, der skal føre valgkamp. Der er noget at slås om, og der skal kæmpes om at få folk til at tage stilling," siger han.