Lars Løkke Rasmussen kan i dag fejre, at han har siddet på statsministerposten i et år, men i følge vælgerne er der ikke meget at fejre.
Megafon har for Politiken og TV 2 bedt dem vurdere Lars Løkkes første år på posten.
De er spurgt til hans håndtering af de tre emner sundhedspolitikken, klimaudfordringen og den økonomiske krise, og statsministeren får hug af vælgerne i alle tre kategorier.
Mindre end hver fjerde vælger mener, at Lars Løkke Rasmussen har klaret sundhedspolitikken og klimaudfordringen godt, mens 31 procent af vælgerne mener, at han har klaret den økonomiske krise godt. Men Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, tager sin chef i forsvar.
"Vi er midt i en valgperiode nu, og så er det meget almindeligt, at vælgerne sender signaler om, hvad der er vigtigt for dem. Jeg har hørt, at politiske kommentatorer kalder det protestfasen. Her siger vælgerne noget om, hvor vi kan gøre det endnu bedre", siger Peter Christensen (V) til politiken.dk
36 procent mener, at Lars Løkke Rasmusen har håndteret den økonomiske krise direkte dårligt, men det er også en svær størrelse, siger Peter Christensen (V).
"Den økonomiske krise er en svær udfordring, som Danmark står med. Der tror jeg, det er helt afgørende, at vi holder fast i den økonomisk ansvarlige linje og får Danmark sikkert igennem krisen. Også selv om der måtte være vælgere, der føler sig fristet til at falde for de letkøbte meldinger fra Socialdemokraterne og SF. Det ændrer ikke på regeringens kurs, for vi har besluttet os for at holde en økonomisk ansvarlig kurs", siger Peter Christensen til hjemmesiden.
Han mener ikke, at regeringen skal lave politik efter, hvad meningsmålingerne viser.