En 85-årig dame blev i nat vækket med en dyne over ansigtet.
En kvinde var brudt ind i hendes villa, mens hun lå i sin seng og sov. Hun pressede dynen ned over den gamle dames hoved, og slog hun hende med et endnu ukendt redskab. Men den 85-årige var vaks og fik sig vristet løs.
Herefter tog hjemmerøveriet en lidt usædvanlig drejning, for gerningskvinden havde skåret sig, da hun brød ind gennem entrédøren.
"I den forbindelse havde hun blødt derinde. Derfor vil hun slette sine spor, så hun spørger efter noget spiritus, hælder det ud over sengen og tænder ild til det, hvorefter hun stikker af," fortæller vicepolitiinspektør ved Station Amager, Tommy Keil, til Newspaq.
Derfor er offeret for det grove røveri nu indlagt på hospitalet, hvor hun bliver observeret for røgforgiftning.
Kvinden, der havde et tørklæde for ansigtet, stak af med nogle kontanter og nogle smykker. Det er stadig ikke klart, præcis hvor meget, det lykkedes hende at stikke afsted med.
Om det lykkedes hende at slette alle spor, ved politiet stadig ikke.
"Vi håber, der er spor tilbage, men det vil undersøgelserne vise på et senere tidspunkt, det er ikke noget, vi kan sige endnu," siger Tommy Keil.
Politiet vil til gengæld meget gerne have hjælp fra folk, der har set noget i nærheden af kvindens hus på Ny Skelgårdsvej i Kastrup.
"Hvis der skulle være nogen i befolkningen, der kender noget til en dame - måske på Amager - der har skåret sig i hænderne, så vil vi meget gerne høre om det, så vi kan anlægge vedkommende et lille besøg her til formiddag."
Røveriet skete ved 1-tiden natten til fredag.