I en Gallup-måling svarer 83 pct., at de er positive over for lavere moms på sund mad og højere moms på usund mad. Dermed er der et massivt flertal for differentieret moms.
Statsministeren er derfor ude af trit med befolkningen, når han kategorisk afviser at se på, hvordan momsen kan sænkes på de sunde fødevarer. De Konservative mener, at sagen skal undersøges nærmere.
"Det er et stærkt argument, at så mange danskere er interesserede i det her. Folk har en fornemmelse af, at det ville hjælpe på folkesundheden og hjælpe os til at træffe sundere valg," forklarer Henriette Kjær, politisk ordfører hos de Konservative til Berlingske Tidende.
Men på sit seneste pressemøde sagde Anders Fogh Rasmussen (V), at regeringens svar ville være et rungende nej, uanset hvad Forebyggelseskommissionens udspil foreslår.
Danmark er det eneste land i EU, der ikke har lavere afgift på fødevarer. Folkesundhedseksperter mener, at billigere frugt og grønt vil rette op på en stor del af de livsstilsproblemer, der truer vores fremtidige velfærd.