Sig økologi højt for dig selv – hvad tænker du på?
Langt de fleste vil sige mælk, grøntsager eller kød, men står det til Rolf Andersen og Pernille Plougheld, kan du lige så godt forestille dig en smart bil eller en numse i moderigtige jeans.
»Vi vil gerne gøre op med den noget fodformede opfattelse af økologi, som mange stadig har. Økologi er meget mere end fødevarer,« siger Rolf Andersen
Han har sammen med Pernille Plougheld siden februar drevet hjemmesiden kyskoen.dk, der sælger økologiske varer og henviser til andre økologiske netbutikker.
I den kommende weekend kommer koen imidlertid ud af cyperspace, når kyskoen.dk arrangerer økologimesse i Ridehuset.
Økologisk tøj
»Idéen med messen er at vise århusianerne et stort udsnit af forskellige økologiske varer. Der kommer til at være masser af madvarer, men det kan være mange andre ting. Der er for eksempel en voksende industri inden for økologisk produktion af tøj. Levi s laver økologiske jeans, og det bliver en mere og mere integreret del af modebranchen, og nej – det er ikke nødvendigvis hørfarvet,« griner Rolf Andersen, der aldrig selv har været specielt interesseret i økologi.
»Jeg har ikke været den største tilhænger af økologi, men Pernille har i mange år været meget involveret i sagen. I takt med, at jeg har fået øjnene op for konceptet, bliver jeg stadig mere klar over, hvor interessant, det er. Tænker man det ordentlig igennem, handler det jo om en masse værdier i hverdagen,« siger Rolf Andersen, der understreger, at hensigten ikke er at pådutte folk noget.
»Vi har intet ønske om at være frelste. Vi vil bare gerne gøre folk opmærksomme på, at de ved at ændre deres vaner en lille smule kan gøre både sig selv og alle andre en tjeneste. På messen er der eksempelvis en bank, der investerer i grøn økonomi, og det er jo ikke sikkert, at folk ved, at det tilbud eksisterer. Derudover findes der rigtig mange netbutikker, der sælger økologiske varer, så det er endda temmelig nemt at købe varerne,« siger Rolf Andersen.
Et godt tidspunkt
John Thøgersen er professor i økonomisk psykologi ved Handelshøjskolen i Århus, og han vurderer, at økologimessen kommer på et godt tidspunkt.
»Danskerne har grundlæggende en meget positiv holdning til økologi, og siden 2005 har der været et stigende salg af økologiske produkter. Det skyldes den gode økonomi, vi oplever som samfund, for prisen er en af de to afgørende barrierer.
Den anden er, at udbuddet af varer har været alt for småt, men det bliver stadig større,« siger John Thøgersen.