Da den sidste sprang i luften den 12. maj, var eksplosionen var så kraftig, at braget kunne høres flere kilometer væk. I dag ligner Væddeløbsbanens lokaler mest af alt et billede fra en bomberamt krigszone. Alligevel tøver direktøren fra Væddeløbsbanen ikke.
Når de genopbyggede lokaler står klar igen, skal Væddeløbsbanen igen have en stor gastank stående på sin grund.
»Jamen, vi skal have en gastank igen. Jeg tror ikke der findes et køkken i Århus, der ikke har gas installeret. Men det bliver anderledes end før,« siger Jydsk Væddeløbsbanes direktør Max Adelsbøll.
Gastanken der eksploderede den 12. maj stod lige op af restauranten, men den placering får en ny gastank ikke.
»Vi flytter den, og så tror jeg, vi graver den ned, hvis vi kan. Den skal i hvert fald sikres så godt som muligt,« siger Max Adelsbøll.
Stormøde om gastanke
I forgårs var samtlige 78 århusianske virksomheder med gastanke på deres grund indkaldt til et informationsmøde hos Århus Brandvæsen.
Her fortalte brandchef Jakob Andersen om, hvad der gjorde, at tanken på Væddeløbsbanen eksploderede, og hvordan ejerne af virksomhederne kan sikre, at lignende uheld ikke sker hos dem.
»Som lovgivningen er i dag, er det ikke et lovkrav at tanke på 1000 kilo som den på Væddeløbsbanen er forankrede i jorden. Og det var en af hovedårsagerne til, at eksplosionen skete. Havde tanken ikke rykket sig ved sammenstødet med en hestetrailer, var der aldrig sket noget. Så vi foreslår, at ejerne af gastankene selv forankrer dem for en sikkerheds skyld,« siger Jakob Andersen.
Brandchefen har tidligere understreget, at en eksplosion som på Væddeløbsbanen kan ske igen, og det er blandt andet derfor, at Århus Brandvæsen afholdt informationsmødet om gastankenes placering og sikring.
»Det er klart, at når det sker én gang, kan det ske igen. Men det er altså meget usandsynligt. Og ved at fortælle virksomhederne, hvad de selv kan gøre, forsøger vi at sikre os yderligere,« siger Jakob Andersen.