- Når man får stukket en pistol op i nakken af en mand, der er så ophidset, så er man bange for, at han ikke reagerer rationelt. Det er en meget skræmmende oplevelse, siger indehaveren af guldsmedeforretningen ’Perlen’, Jørgen Rasmussen.
Han har været i branchen i 25 år. Indtil for syv år siden var der ingen problemer, men så startede de væbnede røverier. Derfor tager Jørgen Rasmussen nu konsekvensen og lukker sin guldsmedeforretning ’Perlen’, som har været en del af det Københavnske byliv i 132 år.
Fem væbnede røverier på syv år
Jørgen Rasmussen har oplevet fem væbnede røverier og en række indbrud. To af røverierne foregik i hans eget hjem, to i hans forretning. Det sidste overværede han hos den urmager, som fik nok og skød efter røverne.
- Jeg kan se tendensen. Det bliver værre og værre, siger Jørgen Rasmussen.
Personligt har rækken af røverierne påvirket både ham og hans børn. De oplever alle, at de er blevet mere paranoide.
- Man skal opleve det selv for at forstå, hvordan det er at blive udsat for et røveri. Det er jo ikke sådan, at røverne går ind og siger ’ Skal vi være dis eller dus? Vær venlig at sidde ned ellers så skyder jeg’. De slår, sparker og bagbinder dig – og råber og skriger dig ind i hovedet.
Mistede tre millioner
De mange røverier har gjort forsikringssummerne så høje, at han helt har droppet forsikringen de seneste to år.
- Jeg har fået tilbudt en forsikring på 375.000 kroner om året. Det er det samme som at sige, at de ikke vil forsikre mig. Det har jeg simpelthen ikke råd til, siger Jørgen Rasmussen.
Da ’Perlen’ blev røvet i 2007 mistede han derfor tre millioner kroner.
Der har de seneste år været en lang række røverier hos urmagere og guldsmede. Senest har en sag fra Ålborg fået stor opmærksomhed, efter indehaveren offentliggjorde en overvågningsvideo på Youtube.com. På videoen ser man hvordan røveren slår de kvindelige ansatte. Offentlifgørelsen af videon førte til, at gerningsmanden blev fundet.