Det danske vejr er mere Gajol-vejr end landmandsvejr i øjeblikket.
Rundt omkring på markerne landet over har den kraftige regn tvunget afgrøderne i knæ.
Kornet står ikke længere rankt og flot, men ligger ned på den våde jord – og det er ikke godt for kornkvaliteten.
»Det er skidt for kornets udvikling, for kornene bliver ikke så store, som de plejer,« siger specialkonsulent ved Dansk Landbrugsrådgivning, Søren Kolind Hvid.
Det besværliggør også høsten, når kornet ligger ned, ligesom det gennemblødte korn er sværere og dyrere at tørre.
Mindre udbytte
Derfor er konklusionen klar allerede nu.
»Alt andet lige kommer det til at koste udbytte,« siger han.
Endnu er det for tidligt at sige, hvor meget vejret kommer til at koste landmændene – det afhænger af de kommende uger.
»På nuværende tidspunkt har ingen brug for regn, så noget sommervejr ville være godt,« siger Kolind Hvid.
Ingen flotte somre
Det kan han og resten af landmændene dog godt kigge langt efter, lyder det fra DMI.
»Vi har ingen høje flotte somre i udsigt i den periode, vi kan se,« siger vagtchef Leif Andersen.
Det er især vårbyg og vinterhveden, der lider lige nu. De er de arealmæssigt største afgrøder herhjemme, og de skal høstes i begyndelsen af august. Men vejret driller også her og nu. Vinterbyggen er sådan set klar til at blive høstet. Men også det er blevet forsinket, kan landmændene fortælle.
»Høsten ville så småt være i gang nu, hvis vi havde haft tørvejr,« fortæller Søren Kolind Hvid.