Af Nis Kielgast, niki@avisen.dk
Et hul i den amerikanske våbenlov gjorde, at den psykisk forstyrrede Seung-Hui Cho kunne gå ind i en våbenbutik og købe pistoler uden at blive stoppet, selvom han tidligere var blevet beordret i psykologisk behandling af en domstol. Siden gik han amok på universitetet Virginia Tech og dræbte 32 mennesker med våbnene.
Det hul skal nu stoppes, så lignende tragedier forhindres, mener amerikanske politikere. Det amerikanske underhus, Repræsentanternes Hus, vedtog i går en lov, der vil betyde, at den nationale database, som våbenhandlere bruger til at tjekke deres kunder, forbedres. Loven vil betyde, at flere straffeattester og en række oplysninger om psykisk syge fra sundhedsmyndighederne medtages i databasen.
Højrefløjen også med
Nu mangler loven kun at blive godkendt af Senatet og præsidenten, før den kan træde i kraft, og den har gode chancer.
Stramningen har overraskende fået støtte fra både republikanere og den amerikanske våbenlobby NRA, der ellers lever efter mottoet: »Våben dræber ikke mennesker. Mennesker dræber mennesker.«