Krigsførende ledere i Sydsudan har onsdag underskrevet en fredsaftale i Sudans hovedstad, Khartoum, efter næsten fem års borgerkrig.
Sydsudans præsident, Salva Kiir, og hans ærkefjende, Riek Machar, enedes om at indgå en "permanent våbenhvile". Det styrker håbet om, at den altødelæggende borgerkrig kan blive bragt til afslutning.
- Alle parter er enige om at indgå en permanent våbenhvile, som træder i kraft 72 timer efter underskrivelsen, siger Sudans udenrigsminister, Al-Dierdiry Ahmed, efter fredsforhandlinger i Khartoum.
Kiir og Machar underskrev aftalen i overværelse af Sudans præsident, Omar al-Bashir. De havde forinden forhandlet ansigt til ansigt i to dage i Sudans hovedstad.
- Denne dag var ventet af vort folk i Sydsudan, og nu er den kommet, siger præsident Kiir.
Det fremgår af aftalen, at styrker skal adskilles, allierede styrker skal trække sig tilbage, der skal oprettes en humanitær korridor til nødhjælp, og fanger skal løslades.
Den Afrikanske Union skal sende soldater for at sikre, at aftalen overholdes. Det skal ske sammen med den regionale organisation Igad.
Tidligere er en række våbenhvileaftaler blevet brudt. Men de krigende parter er under pres for at indgå en aftale, hvis de vil undgå FN-sanktioner.
Borgerkrig har plaget Sydsudan siden slutningen af 2013. Krigen har kostet titusindvis af mennesker livet og fordrevet fire millioner fra deres hjem.
Krigen begyndte i december 2013. Årsagen var politisk uoverensstemmelse mellem præsident Salva Kiir og den tidligere vicepræsident Riek Machar. Præsidenten anklagede blandt andre Riek Machar for at ville begå et kup mod ham.
Sydsudan blev selvstændigt fra Sudan i 2011 og er således verdens yngste nation.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.