V: Tandlægebesøg skal være dyrere

Venstre er klar til at gøre tandlægeeftersyn dyrere for almindelige mennesker, så det til gengæld kan blive billigere at gå til tandlæge for danskere med virkeligt dårlige tænder.

Læs også: 18.01.07: Unge dropper tandlægen

Står det til Venstre skal du betale mere for at få set tænderne efter. Til gengæld slipper du billigere, hvis dine tænder er meget dårlige. Det skriver Fynes Stiftstidende.

»Intelligent brugerbetaling« kalder Venstres sundhedsordfører, Jørgen Winther, ordningen. Staten skal samlet set give det samme beløb som i dag til danskernes tandlægebehandling.

»Men de, der har de største regninger, skal have et større tilskud, end de får i dag,« siger han.

Målet er blandt andet at hjælpe de 250.000 danskere, der har aggressiv paradentose.

Danskerne betaler i forvejen rigeligt for at gå til tandlægen, mener De Radikale.

»Det gør det næsten umuligt for folk med små indtægter at klare tandlægeregningerne. Derfor er det alt andet end intelligent, når Venstre vil sætte tandlægeregningen op for på den måde at betale for danskere med meget dårlige tænder. Vi skal selvfølgelig hjælpe patienter med meget dårlige tænder, men Venstres forslag er at bede om endnu større social ulighed i tandsundheden,« siger sundhedsordfører Charlotte Fischer.

Hun er klar med et nyt forslag til en ny model for brugerbetaling på sundhedsydelser, som ikke kun tager fat på tandlægeregningen, men også på andre sundhedsydelser.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.