Den nye regering går i ens joggingtøj og fører champagnesocialisme.
Sådan lyder det fra Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, der var den første på talerstolen til Folketingets åbningsdebat torsdag formiddag.
Og hun gik direkte i kødet på den politik, som den nye regering fremlagde i sit regeringsgrundlag tidligere på ugen.
Især udsigterne til at regeringen har overtaget planerne om lettelser i topskatten i 2014 fik flere skud for boven.
"S og SF har som et nyforelsket kærestepar gået rundt i det samme joggingsæt og tostemmigt sunget den samme klagesang mod VK-regeringens fuldt finansierede skattelettelser. I 10 år har vi hørt på, hvor forfærdeligt det var, at VK-regeringen sænkede skatten på arbejde," sagde ordføreren fra talerstolen inden hun fortsatte:
"S og SF har villet rulle skattelettelserne tilbage. Skattereformen, som vi gennemførte, kaldte SF og S en 'rødvinsreform', og de røde partier svor, at 2014-topskattelettelsen, ville blive annulleret. Nu har piben fået en anden lyd, og pludselig er skattelettelser til de rige helt OK. Champagnesocialisme er vist, hvad man kan kalde SF og S's nye politik," sagde Ellen Trane Nørby.
Ellen Trane Nørby fortalte desuden, at den nye opposition er gået i arbejdstøjet og de er klar til at indgå samarbejde. På visse vilkår.
"Den nye opposition bidrager gerne til samarbejdet, så længe det ikke betyder højere skatter og afgifter," uddybede Ellen Trane Nørby.
SFs nye politiske ordfører, Jesper Petersen, var ikke imponeret over Venstre-ordførerens sproglige billeder:
"Det er sjovt, at vi skal høre Venstres ordfører fortsætte valgretorikken," sagde Jesper Petersen.
"Jeg mener ikke, det er et passende billede, og det tyder på at skræmmekampagnen fra valgkampen er afløst af bitterhed," sagde Jesper Petersen.
Ellen Trane Nørby tog anklagerne fra SF i strakt arm og skød straks tilbage. Hun anklagede den nye regering for at have udskiftet anklager om skræmmekampagner fra valgkampen ud med påskud om, at den nye opposition blot er fuld af "surhed, surhed, surhed."