Venstre og Socialdemokratiet skal som de to store traditionelle regeringsbærende partier finde sammen igen.
Den overraskende melding er Hernings Venstre-borgmester, Lars Krarup, kommet med.
- Jeg appellerer til, at vi på et eller andet tidspunkt tager en snak, om tiden ikke er inde til, at Venstre og Socialdemokratiet skal gå i regering sammen, siger han til TV 2.
Det er Venstres samarbejde med Dansk Folkeparti, som får Lars Krarup til at komme med meldingen.
Han opfordrer samtidig til, at Venstre drosler ned på samarbejdet med Dansk Folkeparti, fordi de to partier bevæger sig i hver deres retning:
- Hvis der er en tendens lige nu mellem regeringen og støttepartiet, så er det, at der bliver længere og længere mellem den gode tango. Det afføder, at vi fra Venstre på et tidspunkt bliver nødt til at spørge Dansk Folkeparti, om partiet mener det alvorligt med at indgå i regering, ellers bliver vi nødt til at kigge os om efter, hvad vi så kan gøre, siger Lars Krarup til TV 2.
S- og V-folk er positive
Venstres finansordfører, Jacob Jensen, og konstitueret politisk ordfører for Socialdemokratiet, Benny Engelbrecht, er positive overfor meldingen.
Til TV 2 siger Benny Engelbrecht dog, at han har svært ved at se et regeringssamarbejde med Venstre, men foreslår at blokpolitikken indstilles til fordel for et bredt samarbejde.
Det er Jacob Jensen enig i og siger til TV 2, at han kan se et godt og stabilt samarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet:
- Jeg ser gerne, at vi får et bredt og stabilt samarbejde i dansk politik, og der må Venstre og Socialdemokratiet gerne kunne finde sammen. Om det bliver i regeringen eller ej, det er der andre, der må afgøre.