Det er på ingen måde problematisk, at Venstres fiskeriordfører har sagt ja til et økonomisk samarbejde med storfiskeren John-Anker Hametner.
Det forklarer han selv i Radio24Syv, hvor han for første gang udtaler sig i sagen, som begyndte i Ekstra Bladet for to uger siden under overskriften: “V-profil skjuler firma med kvotekonge.”
- Jeg havde ikke forestillet mig, at der var nogen, der kunne problematisere, at man kommer fra Vestjylland og har samarbejdet med en landmand og en fisker. Det betyder ikke, at jeg er inhabil.
Thomas Danielsen har selv investeret 100.000 kroner i firmaet DayWork, der har udviklet en app. Men med 'Kongen af Thyborøns', som storfiskeren John-Anker Hametner bliver kaldt, indtræden i firmaet voksede de 100.000 kroner til omkring 714.000 kroner.
Om det er et problem, at man har fået lavet kapitalindskud, og jeg dermed har fået en værdiforøgelse på papiret? Det kan man ikke sige, forklarer Thomas Danielsen til radioen.
Thomas Danielsen deler også virksomheden med en tredje mand, Mikael Lund Jensen, og det, mener han, er et argument imod, at der skulle være en interessekonflikt.
- Det er lidt pudsigt at høre spekulationer om, at det skulle være betaling for politik, når man deler pengene med en anden, siger han til Radio24syv.
Da radioen spørger ham, om han ikke kan se, at det kan se problematisk ud, at en storfisker og kvotekonge giver en kapitalindsprøjtning til en fiskeriordfører fra et regeringsparti, svarer han, at det var tilfældigt, at det var fiskeren, som hoppede med på virksomheden.
I det hele taget er han frustreret over at blive udlagt som en, der har noget at skjule. Han har nemlig lagt alt frem, siger han.
- For at man ikke skulle tro, at der skulle være noget fordækt har vi spillet med 100 procent åbne kort.
Thomas Danielsen har ikke villet give sin økonomiske oplysninger til Folketingets Erhvervs-register, fordi han oplyser det andre steder og gerne oplyser det, hver gang der er nogen, der spørger.
Andre folketingspolitikere benytter sig af Erhvervsregisteret, netop med argumentet om, at det skaber en åbenhed omkring politikernes økonomiske interesser.