Venstrepolitikeren Thomas Danielsen har vakt opsigt, siden han i går aftes under Helle Thorning-Schmidts duel mod Lars Løkke Rasmussen på DR kom med en provokerende kommentar om den socialdemokratiske statsministers udseende.
I et tweet skrev han: 'Beklager HTS. Folkets panderynker kan ikke fjernes med botox'. Den bemærkning udløste mange reaktioner.
I dag underskylder Thomas Danielsen sig med et nyt tweet, hvor han skriver: 'Jeg beklager botox sammenligningen. Budskabet burde have været: "Der er ingen nemme løsninger.'
Men da Ekstra Bladet ringer ham op for en uddybende bemærkning, går samtalen i en lidt anden retning. V-politikeren indleder godt nok med at sige, at han er ked af det, hvis botox-bemærkningen fik debatten til at køre af sporet. Men da avisen går ham på klingen, falder denne bemærkning:
- Jeg kender kun to personer, der bruger botox. Ole Henriksen og Helle Thorning.
Ekstra Bladet spørger i interviewet V-politikeren, om han bemærket, at Lars Løkke Rasmussen på det seneste har fået meget hvide tænder. Det har han ikke. Avisen vil så vide, om han går mere op i Helle Thornings udseende end Løkkes. Men Thomas Danielsen siger til det, at hans bemærkning slet ikke var møntet på udseendet.
- Det er for at fortælle, at vi har nogle dybtliggende problemer, som et facadeforslag ikke kan løse, siger den unge V-politiker, der ifølge Jyllands-Posten nu er blevet sat på plads af Venstres næstformand, Kristian Jensen.
- Jeg vil hverken acceptere kommentarer om folks udseende, påklædning, højde og drøjde eller andet. Vi skal diskutere politik, og den valgkamp, der er i gang skal ikke afspores af personlige angreb. Derfor har jeg meddelt Thomas, at det her er over stregen, er han citeret for at sige til Jyllands-Posten.