Det kommer i den grad bag på Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, at regeringen - som Ritzau erfarer - er parat til at hælde mere end 20 milliarder skattekroner i en infrastrukturfond.
Pengene kommer fra en ændret beskatning af flere af de selskaber, som udvinder olie og gas i Nordsøen, og skal blandt andet bruges på at elektrificere jernbanenettet og gennemføre den såkaldte timemodel mellem København-Odense-Aarhus-Aalborg.
- Det er positivt, at regeringen vil investere i infrastruktur. Det er der brug for.
- Men det er negativt, hvis man entydigt satser på den kollektive trafik. Der er hårdt brug for vejinvesteringer, siger Kristian Pihl Lorentzen til Ritzau.
/ritzau/