Nick Hækkerups kritik af ledelsen i forsvaret er under alt kritik. Det mener Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, efter at den tidligere forsvarsminister i Berlingske betegner nogle af de øverste folk i forsvaret som "snæversynede Oberst-Hackel-typer".
- Den elefant - nemlig Nick Hækkerup - har gået rundt i en glasbutik, og på vej ud ønsker han lige at smadrer lidt mere i forhold til det forsvarspolitiske samarbejde.
- Der må vi så bare sige, at det har han fået held til. Nu har han igen formået at sætte en debat i gang om, hvorvidt forsvarets øverste top adlyder de ting, vi bliver enige om politisk.
- Det er det mest triste og alvorlige i denne her sag, siger Troels Lund Poulsen.
Forsvarsordføreren vil nu derfor kalde den nuværende forsvarsminister, Nicolai Wammen (S), i samråd.
- Vi vil gerne sikre os, at der bliver taget meget klar afstand fra, at Forsvarets øverste ledelse ikke agerer selvstændigt, men den handler selvfølgelig efter de politiske vilkår, som den er en del af, siger Troels Lund Poulsen.
Wammen siger søndag, at han ikke genkender sin forgænger Nick Hækkerups kritik af forsvarets ledelse.
- Jeg har ikke nogen viden om, hvordan Nick Hækkerups samarbejde har været. Jeg kan sige, at mit samarbejde med forsvarets ledelse er godt og tillidsfuldt, siger han.
Nick Hækkerup var forsvarsminister i knap to år. En af hans opgaver var at slanke forsvarsbudgettet med knap tre milliarder kroner og iværksætte sammenlægningen af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet.
Nick Hækkerup anklager flere i forsvarets top for at underløbe processen og sætte ministeren i et dårligt lys, skriver Berlingske. Hækkerup ønsker ikke at sætte navne på målet for sin kritik.
/ritzau/