(Opdateret 8:15)
Begrænsninger på flydende væske i håndtasken, når man skal flyve, er for meget af det gode. Det mener både Venstre og De Konservative. Nu har transportminister Flemming Hansen skrevet til EU s transportkommisær, for at bede ham evaluere reglerne om flydende væske.
- Vi ved, at de danske lufthavne samt passagererne er meget generet af de skærpede sikkerhedsregler i lufthavnene. Sikkerhedstjekket er omstændeligt og langsommeligt, og det virker ofte som en fjendtlig handling, når de rejsende bliver bedt om at aflevere deres deodorant og hårshampoo eller stille den flaske vin, de nøje havde udvalgt i en specialbutik inden hjemrejse fra en europæisk destination, udtaler de to partiers transportordfører, Henriette Kjær (K) og Kristian Pihl Lorentzen (V), i en fælles pressemeddelelse.
- Ydermere er det en stor belastning for selve lufthavns- og luftfartspersonalet, der må opleve at blive tjekket flere gange om dagen, med direkte forsinkelser til følge. Endelig betyder den omfattende kontrol betydelige meromkostninger for lufthavnene – noget der presser ikke mindst de små provinslufthavne, mener Henriette Kjær og Kristian Pihl Lorentzen, der dog understreger, at dette ikke må ses som et tegn på, at Danmark ikke er lige så engagerede i kampen mod terrorisme som andre lande.
6. november indførte EU nye regler, der begrænsede mængden af flydende væsker flypassagerer må bære i håndtasken. Nu er det kun tilladt at medbringe væsker i beholdere af maksimalt 100 milliliter, og alle beholderne skal kunne være i samme gennemsigtige og genlukkelige pose med et rumfang på en liter.