Visionært og spændende men uden hold i virkeligheden.
Regeringspartierne Venstre og De Konservative tror ikke på finansieringen bag Ny Alliances skatteudspil, der vil sænke skatten på arbejde til 40 procent.
- Man sender en gigantisk regning videre til fremtidens børn og børnebørn. Jeg er bange for, at Ny Alliance har så store planer, at de midt i det hele
glemmer, hvordan det hele skal hænge sammen for nutidens familier og kommende
generationer, siger politisk ordfører Pia Christmas-Møller (K).
Hun savner ikke mindst klare beregninger på, hvad Ny Alliances udspil vil betyde for den enkelte borger og for samfundet som helhed.
- Jeg vil opfordre Ny Alliance til at bevare jordforbindelsen og fremlægge nogle
klare beregninger på, hvad deres skattepolitik vil betyde, siger hun.
Også Venstre er bekymret for sammenhængen i udspillet, der lægger op til en afskaffelse af både top- og mellemskatten og en stor del af bundskatten.
- Jeg opfatter det netop offentliggjorte
skatteudspil fra Ny Alliance som en langsigtet vision. Og i det lys er der nogle
meget spændende økonomiske og teoretiske ting i udspillet, selv om jeg
umiddelbart stiller mig lidt tvivlende overfor, om finansieringen helt holder
vand, siger partiets skatteordfører, Kim Andersen i en pressemeddelelse.
Venstre og De Konservative glæder sig dog over, at Ny Alliance er enig med regeringspartierne i, at sætte energiafgifterne på blandt andet el og benzin i vejret ved fremover at lade afgifterne følge den almindelige prisudvikling.
- Og så hilser vi det velkomment, at Ny Alliance kommer med et bud på, hvordan vi
kan skaffe flere hænder til fremtidens velfærd. Det er mere end man kan sige om
Socialdemokraterne, der slet ikke forholder sig til, hvor de flere hænder skal
komme fra, siger Kim Andersen (V).
Onsdag fortsætter forhandlingerne mellem regeringen og Folketingets partier om regeringens udspil til skattelettelser.
Læs hele Ny Alliances skatteudspil her: