Af Knud Brix og Anna Rossman Thejsen, knbr@avisen.dk
Hvis de danske politikere ikke finder en løsning på problemet med de afviste irakiske asylsøgere, så gør de sig skyldige i bevidst at ødelægge mennesker.
Den skarpe kritik kommer fra Dansk Røde Kors generalsekretær, Jørgen Poulsen.
Grænsen er overskredet
»Hvis politikerne ikke snart handler, så gør de sig skyldige i at ødelægge mennesker. Vi har fået dokumenteret, at man kan blive alvorligt syg af at sidde på asylcenter på ubestemt tid, og nu er grænsen overskrevet,« siger Jørgen Poulsen til Nyhedsavisen.
Jørgens Poulsens udmelding kommer efter flere ugers ophedet politisk debat om de omkring 500 afviste asylsøgere, som nægter at rejse tilbage til Irak.
Jørgen Poulsen mener, at situationen i Irak er så usikker, at den danske regering bør give amnesti til de irakiske flygtninge i asylcentrene.
»Deres fremtid ligger ikke i et asylcenter, deres fremtid ligger i at få amnesti, så de kan komme videre med deres liv,« siger han.
DF og V afviser
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), men Venstres integrationsordfører, Irene Simonsen, undrer sig over udmeldingen. Ifølge næstformand i Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, stikker Jørgen Poulsen de afviste asylansøgere blår i øjnene.
»Han forværrer kun situationen og giver dem falske forhåbninger. De afviste irakere skal hjem, der bliver ingen særlove eller tale om amnesti til bestemte grupper.«