Selvom regeringens plan er at vente med skattelettelser til 2010, vil Venstres finanspolitiske ordfører Peter Christensen ikke udelukke, at de kan komme tidligere.
Det siger han til dagbladet Der Nordschleswiger.
Hvornår danskerne kan glæde sig over en lettere skattebyrde afhænger af konjunkturerne. Peter Christensen udtrykker det sådan, at hvis optimismen bliver for dårlig, vil han ikke udelukke, at man kan sætte gang i økonomien.
"Så mener jeg, at det kunne være en god overvejelse at sætte skat på arbejde ned tidligere," siger han.
Peter Christensen regner med, at en skattereform kan være på plads hurtigt og senest inden Folketingets sommerferie.
"Jeg ser gerne en skattereform med Socialdemokratiet, men jeg er pessimist efter forhandlingerne om en dagpengereform. De var ikke opmuntrende," siger han.
Det afgørende er dog, efter Peter Christensens mening, at der kommer en reform, og han tror, at det kan ske i samarbejde med regeringens støtteparti Dansk Folkeparti.
"Dansk Folkeparti skal testes, og jeg er overbevist om, at både DF og Socialdemokratiet vil blive påvirket af en økonomisk udvikling, som frygtes at blive meget, meget afdæmpet. Og vi har jo ikke så mange andre håndtag at dreje på end skat," påpeger Peter Christensen.