I Venstre står vi selvfølgelig ved det ansvar, der er vores. Og er der sket noget på vores vagt, så er det selvfølgelig vores ansvar.
Det siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen om problemerne med de offentlige ejendomsvurderinger.
Rigsrevisionen har i en rapport, der kom sidst i august, skarpt kritiseret, at Skat og Skatteministeriet trods gentagne advarsler i 2002, 2007 og 2011 undlod at gribe ind over for fejlagtige ejendomsvurderinger.
Sagen belaster de tre tidligere skatteministre Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen og Peter Christensen. De tre bestred posten som skatteministre fra 2004 til 2011.
- Rigsrevisionen har nu sagt, at de vil gå et spadestik dybere i sagen og finde præcist ud af, hvem der vidste hvad. Det synes jeg er fint, så vi får mere klarhed, så det ikke bare er spekulationer og gætværk, siger Torsten Schack Pedersen.
Tidligere skatteminister Kristian Jensen har beklaget sagen, men har forklaret, at han intet kendte til, at hans ministerium på topniveau ifølge Rigsrevisionen var blevet advaret om problemerne med de fejlagtige ejendomsvurderinger i 2007.
Men selv om der var blevet advaret i årevis, så nåede oplysningerne ikke videre til Folketinget.
Hverken Troels Lund Poulsen eller Peter Christensen har kommenteret sagen, og forklaringen er, ifølge Torsten Schack Pedersen, at det kun er partiets skatteordfører, der udtaler sig i denne sag.
- Jeg er skatteordfører, så den kører jeg, siger Torsten Schack Pedersen.
Socialdemokratiets skatteordfører Thomas Jensen mener, at sagen ud over at belaste de tre tidligere skatteministre også stiller spørgsmål ved, hvad V-toppen har vidst i sagen.
Professor i statsret ved Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen vurderer i Jyllands-Posten, at Folketinget "rent objektivt" er blevet vildledt, hvilket "er en alvorlig sag". Det afgørende spørgsmål er nu, hvor meget de forskellige ministre har vidst.
/ritzau/