- Værsgo. Her er din medicin. Den tager du bare tre gange dagligt.
Det kan godt være, at lægen smiler, når han giver dig dine piller, men hans grin bliver muligvis endnu større, når du har forladt konsultationen eller hospitalet.
I hvert fald har 14.000 danskere på et eller andet tidspunkt deltaget i et medicinsk forsøg uden at de har vidst det. Det viser tal far Statens Institut for Folkesundhed.
Lægen har simpelthen undladt at fortælle om forsøget, som regel for at undgå, at patienten skulle sige nej. Det viser tal far Statens Institut for Folkesundhed, ifølge Kristeligt Dagblad.
- Ifølge loven skal det være fuldstændig krystalklart, at man deltager i andet end den normale behandling. Det er meget vigtigt, for der kan blandt andet optræde bivirkninger og symptomer ved forsøget, som man skal være særlig opmærksom på, siger docent dr.jur. Mette Hartlev fra Københavns Universitet.
Hun tilføjer, at tallene også viser, at lægen ikke længere har primært fokus på patienten og selve behandlingen, men på et talmateriale og de videnskabelige resultater.
Hvis man er indlagt med en sjælden sygdom, kan det være, at lægen ligefrem overtaler en til at deltage, forklarer Finn Kamper-Jørgensen, der er direktør i Statens Institut for Folkesundhed.
- Der er måske få med sygdommen, og for at få et ordentligt statistisk grundlag, skal der måske 100 patienter med i undersøgelsen, siger han til Kristeligt Dagblad.
Ifølge Statens Institut for Folkesundhed føler 20.000 danskere sig tilmed presset ind i de seneste forsøg, de deltog i.
Mere end en halv million danskere har på et tidspunkt været med i forsøg med medicin eller lægevidenskabelig forskning.