Det lyder som en meget underlig historie, og det er det egentlig også.
Københavns Kommune solgte ved årsskiftet 12 ejendomme på Vesterbro til beboerne, som har lavet andelsforeninger af de tidligere lejelejligheder.
To måneder senere fik den offentlige vurdering lejlighederne til at stige så meget i værdi, at hver enkelt bolig med et trylleslag blev mellem en halv og en hel million kroner mere værd.
- Selvfølgelig har vi været helt vildt heldige. Det er jo fantastisk. Men det virker ret absurd, at man pludselig kan tjene så mange penge, og vi har alle sammen tænkt, om der var nogen politikere, der havde sniffet for meget kokain, ligesom man har hørt i medierne, griner Charlotte Knigge.
På vej i retten
Charlottes andel af gevinsten på over 150 millioner kroner skal blandt andet skydes i hendes egen nystartede virksomhed.
Men glæden er ikke større, end at der også er plads til bitterhed. Beboerne i de 12 ejendomme mener nemlig, at de har købt ejendommene i Hedebygade, Abel Cathrines Gade, Viktoriagade, Sundevedsgade og på Enghavevej til en langt højere pris, end de skulle.
Charlotte Knigge og de mange andre beboere mener, at kommunen har håndteret sagen så dårligt, at de nu er i gang med at undersøge muligheden for at hive kommunen i retten.
Kan ikke sælges igen
Sten Ørting står for en stor del af arbejdet i den sag.
- Dårlig og langsom sagsbehandling har gjort, at vi har fået lov at købe ejendommene langt senere, end vi burde, så priserne er eksploderet, og vi har købt for dyrt. Det betyder, at vi sidder dyrere i lejlighederne, som også kan være sværere at komme af med, fordi folk hellere vil købe ejerlejligheder, når man er oppe i så højt et prisniveau, forklarer Sten Ørting.
Teknik- og miljøminister Klaus Bondam (R) mener, at kommunen blot har fulgt loven.
- Hvis loven skal laves om, skal kritikken rettes mod Christiansborg. Fra kommunens side har vi gentagne gange gjort regeringen opmærksom på, at den nuværende boliglov er forældet, hvilket blandt andet gør det svært for kommunen at sikre boliger til folk med mellem- og lavindkomster, men indtil videre har regeringen ikke ville lytte, siger Klaus Bondam.