Efter afsløringerne af, hvordan den tidligere pretty-boy, Tiger Woods, har boltret sig i escortpiger og pornomodeller, har golfmilliardæren lagt køllen på hylden for en tid.
Konen er skredet til Sverige med børnene, og i det hele taget er verdens bedste og rigeste golfstjerne kastet ude i sit livs krise. Men krisen kan ende med at forgylde det 34-årige golfikon, vurderer golfkommentator.
"Der vil være virksomheder, der ser på ham som mere interessant i dag end for tre måneder siden, fordi han har vist, at han også kun er et menneske. Han har fået kant," siger golf-kommentator på 3+, Henrik Knudsen til Børsen.
I løbet af de seneste uger har flere af Tiger Woods' største sponsorer ellers trukket sig, men den udvikling vil vende, vurderer sportsrådgiver, Thomas Badura.
"Hans profil er blevet lidt flosset i kanten, men det er der mange virksomheder, der kan bruge. Man ser jo fænomenet i visse former for ekstremsport, hvor det går lidt vildere for sig, og hvor udøverne ikke er så politisk korrekte," siger han til Børsen.