En række SAS-fly i Københavns Lufthavn er lørdag ramt af forsinkelser, fordi bagagepersonale har nedlagt arbejdet.
Det oplyser Københavns Lufthavns presseafdeling.
Der er tale om en "spontan arbejdsnedlæggelse" blandt de ansatte i SGH, fordi de er utilfredse med ledelsen. Det fortæller fagforeningen 3F til TV 2, DR og Ekstra Bladet.
SGH er et selskab under SAS med ansvar for at håndtere bagage.
Mange rejser typisk på skiferie eller mod varmere destinationer i begyndelsen af vinterferien, og derfor lander arbejdsnedlæggelsen på en af de travlere dage i lufthavnen.
- Det er en af vores store rejsedage, selv om den selvfølgelig ikke er på niveau med 2019, siger lufthavnens pressevagt Søren Clausen til Ritzau.
Det fremgår ikke, hvor mange passagerer der er berørt.
17 SAS-afgange, der skulle være lettet lørdag morgen mellem 07.55 og en time frem, fik udskudt deres afgang.
De fleste af dem har ved middagstid fået luft under vingerne, men i mellemtiden er også andre flyafgange blevet ramt af forsinkelser. Klokken 12 er der forsinkelser på 11 af SAS' afgange.
Grunden til at nogle kan komme afsted, selv om der er arbejdsnedlæggelse, er, at SAS har kaldt nogle ledende medarbejdere i SGH ind til at stå for opgaverne.
Det fortæller Alexandra Kaoukji, der er konstitueret pressechef i SAS, til Ritzau.
- Vi forventer, at vores medarbejdere kommer tilbage på arbejde så hurtigt som muligt. Vi er nu fuldt fokuseret på at få de fly afsted, der er på jorden, og vi regner med at få vores passagerer afsted i løbet af dagen. Omend noget forsinket, siger hun i en skriftlig udtalelse.
Hun betegner det som "dybt beklageligt og uacceptabelt, at man tager vores passagerer som gidsler".
Nogle passagerer bliver ifølge pressechefen sendt afsted uden bagage, som SAS så sender til samme destination på næste ledige afgang.
- Og sørger for at den når kunderne ved deres slutdestination, siger Alexandra Kaoukji.
De berørte flyafgange fra København er blandt andet nogle med destination i de øvrige nordiske lande, Alicante i Spanien, Genève i Schweiz og Milano i Italien.
Også passagerer, der ankommer til Københavns Lufthavn med SAS, kan opleve forsinkelser med hensyn til at få deres bagage på grund af arbejdsnedlæggelsen.
Det er lørdag middag uvist, hvornår de ansatte med ansvar for bagagehåndtering vender tilbage til arbejdet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.