Kent Petersen, formand for Finansforbundet, trækker sig fra sin næstformandspost i FTF.
Det skriver Forsikringsforbundet på deres hjemmeside.
Han kan ikke længere stå inde for den linje, som flertallet i FTF har udstukket for at skabe en ny hovedorganisation gennem sammenlægning af FTF og LO, siger han i en udtalelse.
- Derfor kan jeg ikke være en del af formandskabet og vil gerne stå frit i forhold til at varetage mine interesser som formand for Finansforbundet, siger Kent Petersen.
Han understreger, at han er glad for samarbejdet med formanden for FTF, Bente Sorgenfrey.
- Og jeg er stolt af at have været med til at placere FTF som en stærk organisation både på det offentlige og private arbejdsmarked, siger han.
Kent Petersen forlader ikke FTF, men fortsætter som formand for udvalget for vækst og beskæftigelse og som FTF’s repræsentant i det nationale vækstråd.
Bente Sorgenfrey siger, at hun respekterer Kent Petersens beslutning:
- Det er ikke unaturligt i en slutfase, at positionerne bliver mere klare mellem aktørerne. Kent har bidraget meget og visionært til opgaven med at udvikle en ny hovedorganisation, og han har som næstformand gjort meget for FTF’s politiske udvikling blandt andet omkring digitalisering, vækst og offentligt-privat samarbejde.
FTF er hovedorganisationen for 70 faglige organisationer og tæller 450.000 medlemmer.