Et grønt æble i stedet for et stykke chokoladekage. Arbejdspladserne bør erstatte de søde mellemmåltider med sunde, men Kræftens Bekæmpelse advarer mod at tage drastiske skridt:
»Det går ikke, at arbejdsgiveren fra den ene dag til den anden afskaffer alt usundt og siger, at man kun må spise æbler og den slags, så ignorerer man i hvert fald de mange sociale og kulturelle betydninger, der er knyttet til de kollegiale mellemmåltider,« siger etnolog Mine Sylow, som har undersøgt mellemmåltidskulturen på 13 arbejdspladser for Kræftens Bekæmpelse.
Fredagsøl, fødselsdagskage og fredagsslik giver kolleger en anledning til hygge og fællesskab. Men selv om det kan være for voldsomt at fjerne alt sødt med et slag, er det en god idé hvis ledelsen på en arbejdsplads for eksempel begynder at servere frugt til møder, mener Mine Sylow.
Mellem 85 og 90 procent af den voksne befolkning spiser mellemmåltider hver dag.