Er rullepølsen sund eller usund? Og hvor nærende er leverpostejen egentlig? De spørgsmål vil nysgerrige danskere snart kunne få svar på, når Fødevarestyrelsen lancerer en ny hjemmeside, der skal informere forbrugerne om hvor sunde eller usunde de fødevarer, vi fylder indkøbskurven med, egentlig er, skriver Politiken.
Ønsket er, at det skal få danskerne til at spise sundere:
»Nogle vil opfatte det som en gabestok, men jeg vil hellere se det som vejledning til forbrugerne«, siger Else Molander, der er kontorchef i Fødevarestyrelsen til Politiken.
Fødevarestyrelsen kom på idéen til hjemmesiden, efter supermarkederne og fødevarefabrikanterne sagde nej til at udstyre deres varer med ernæringsmærket, spis-mærket.
På den nye hjemmeside, der lanceres til april, vil Fødevarestyrelsen teste mellem 30 og 60 fødevarer hver måned. Men det får ikke nødvendigvis danskerne til at spise sundere, mener lektor Mogens Bjerre fra Handelshøjskolen i København:
»Det er et slag i luften«, siger han til avisen.