Folkekirkens Nødhjælp puster til ilden i Mellemøsten med sin ensidige og politiske propaganda, der indirekte støtter Hamas og Hizbollar
Sådan lyder trommerne fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, der nu på den baggrund vil fjerne Danida-statsstøtten til nødhjælpsorganisationen på 185 millioner kroner, hvis ikke den trækker sig ud af Mellemøsten.
Men over for Avisen.dk vil Søren Espersen ikke konkretisere, hvor præcist i Folkekirkens Nødhjælps informationsmateriale og kampagner, der er eksempler på ensidig og politisk propaganda til fordel for palæstinenserne og imod Israel.
- Du har spurgt mig tre gange, men jeg gider altså ikke finde eksempler frem nu, men det kunne jeg selvfølgelig sagtens gøre. Det gennemsyrer hele organisationen, at de har valgt side i en meget kompliceret konflikt, som ikke engang jeg og talrige amerikanske præsidenter, som kender Mellemøsten godt, kan løse, siger Søren Espersen.
Og fraværet af helt konkret kritik er useriøs, mener generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær.
- Det er dybt useriøst. Der er ingen konkret kritik i de anklager Søren Espersen rejser. Og det er meget frustrende, når vi ved, at det han anklager os for ikke passer. Vi har ikke noget imod Israel, siger Henrik Stubkjær.