12 mål på to sæsoner er for lidt. Den konklusion er fodboldspilleren Mesut Özil kommet frem til, efter at han er gået i gang med sin tredje sæson hos Arsenal i Premier League.
- Jeg ønsker at score flere mål end i de foregående to sæsoner, og det er mit mål for denne sæson, siger den 26-årige tysker til Arsenals hjemmeside.
Arsenal betalte omkring 375 millioner kroner, da klubben for to år siden hentede offensivspilleren i Real Madrid.
Arsenals manager, Arsène Wenger, har for nylig udtalt, at klubben ønsker 10 mål per sæson fra tyskeren.
Mesut Özil har primært gjort sig i rollen som oplægger, og det ligger mest til hans natur.
- Jeg tænker, at jeg nogle gange skal være mere selvisk, så vil jeg helt sikkert score flere mål.
- Men jeg er en spiller, der først og fremmest tænker på holdet og ikke mig selv. Derfor vil jeg fortsætte med at spille på den måde, jeg altid har gjort.
- For at være helt ærlig så er jeg en spiller, der ikke rigtig går efter målet. Jeg ser mere efter mine holdkammerater og tænker; "kan jeg lave denne aflevering", siger Mesut Özil.
Han har endnu til gode at komme på scoringstavlen i denne sæson.
/ritzau/