Gennem mere end et halvt århundrede chokerede forfatteren Gore Vidal det amerikanske samfund som kommentator af den politiske, kulturelle og sociale udvikling i "Guds eget land".
Nu er den litterære mastodont død, rapporterer Los Angeles Times.
Han blev 86 år gammel, og det var komplikationer fra en lungebetændelse, som tirsdag endte med at tage livet af ham i hjemmet i Hollywood, lyder det.
Den elegante, skånselsløse ulv i amerikansk litteratur - som kritikeren Niels Barfoed har kaldt ham - kæmpede gennem hele livet mod det, som han anså for politisk idioti og menneskelig dårskab.
- Halvdelen af det amerikanske folk burde sandsynligvis spærres inde et stykke tid på en isoleret anstalt, lød det fra manden, der fik et ry som en af de skarpeste iagttagere af sit eget land i efterkrigstiden.
Gore Vidal har et omfattende forfatterskab bag sig - mere end en snes romaner og lige så mange skuespil og filmmanuskripter. Sideløbende har han uafbrudt kommenteret livet og historien i USA med sine essays.
En side af Vidals forfatterskab er de historiske romaner om magtfulde personer og institutioner i det amerikanske samfund såsom "Washington, D.C.", "Lincoln" og "Empire".
En anden side er bøger som den kontroversielle gennembrudsroman fra 1948 "Byen og søjlen" - en udviklingsroman, der stik imod god tone beskrev hovedpersonens vej til en homoseksuel identitet.
Gore Vidal voksede op i en familie med tætte relationer til ledende politiske familier som Gore og Kennedy. Rødderne går lige ind i det demokratiske partis bedste anegalleri.
Præsident John F. Kennedy var en personlig ven.
I de senere år gjorde Vidal sig især bemærket med en tordnende kritik af den amerikanske udenrigspolitik.
/ritzau/