USA's bruttonationalprodukt faldt med hele 6,2 procent i de sidste tre måneder af 2008.
Det viser nye tal, der således tegner et mere dystert billede af den økonomiske krise, end de fleste analytikere havde regnet med.
Set over hele 2008 voksede USA's økonomi kun med 1,1 procent i 2008 - den laveste fremgang siden 2001.
Det oplyser det amerikanske handelsministerium nu.
De amerikanske borgeres forbrug, der tegner sig for to tredjedele af den økonomiske aktivitet, faldt med 4,3 procent i fjerde kvartal af 2008.
Det er det største fald siden andet kvartal i 1980, skriver BBC.
Tidligere på ugen advarede nationalbankchef Ben Bernanke Kongressen i Washington om, at uden passende politiske tiltag, så kan den igangværende recession vare frem til 2010.
Hvis Barack Obamas regering og nationabanken sørge for mere finansiel stabilitet kan 2010 blive året, hvor USA begynder at rette op på virkningerne af den økonomiske krise, sagde Bernanke.