Flertalslederen i det amerikanske senat, Harry Reid, siger, at det vil blive vanskeligt for Kongressen at nå frem til en aftale inden jul om finanspolitikken i 2013.
- Vi har ikke noget at arbejde med, før vi hører noget fra republikanerne, siger Reid og pointerer:
- Det vil blive ekstremt vanskeligt at få det på plads inden jul.
En aftale skal på plads inden nytår, hvis verdens største økonomi skal styre uden om den finansielle afgrund.
Formanden for Repræsentanternes Hus, John Boehner, gav ikke udtryk for, at der er sket fremskridt, da han tirsdag talte om krisen, men han udtrykte på ny tillid til, at en aftale vil være indgået inden tidsfristen udløber.
- Jeg er optimist, sagde Boehner, som søndag førte drøftelser med præsident Barack Obama - uden at der kom konkrete tegn på fremskridt.
Om tre uger skåler amerikanerne nytåret ind, og mens raketterne stiger mod himlen og eksploderer i gyldne kaskader, kan USA være på vej ud over den økonomiske afgrund.
Den såkaldte "fiscal cliff" bliver en realitet ved årsskiftet, hvor en række automatiske skatteforhøjelser og store offentlige nedskæringer træder i kraft, hvis politikerne ikke kan blive enige om en ny budgetaftale.
Samlet set kan det trække omkring 600 milliarder dollar ud af den amerikanske økonomi fra begyndelsen af 2013.
Problemstillingen i USA er først og fremmest skabt af en række skattelettelser, der blev indført under den tidligere præsident George W. Bush, og som står til at udløbe ved nytår.
/ritzau/Reuters