Det bliver med stor sandsynlighed en kamp mellem forhåndsfavoritterne, når verdens hurtigste mænd søndag aften løber finale på den prestigefyldte 100 meter ved OL i London.
Presset er massivt på verdensrekordindehaver Usain Bolt fra Jamaica. Op til legene har Bolt dog ikke haft den optimale forberedelse. Han har blandt andet døjet med rygproblemer og måtte se sig slået af landsmanden Yohan Blake ved de jamaicanske udtagelsesstævner.
Men karismatiske Bolt vil nu én gang for alle mane al tvivl til jorden om, hvem der er klodens hurtigste.
- Jeg er den olympiske mester, og jeg skal vise verden, at jeg er den bedste, siger Bolt.
Bolt løb lørdagens indledende heat i tiden 10,09 sekunder, selvom han snublede lidt til at starte med. Hans egen verdensrekord lyder på 9,58 sekunder.
Efter lørdagens løb blev han spurgt, om han følte sig i god nok form til at tage OL-guldet.
- Vi får se, lød svaret fra Bolt.
Aftenens finale kunne meget vel gå hen at blive en duel mellem USA og Jamaica.
Foruden Bolt og Blake stiller også rutinerede Asafa Powell op for jamaicanerne, mens Tyson Gay og Justin Gatlin ventes at være de hurtigste amerikanere. Også amerikanske Ryan Bailey har dog vist god OL-form.
Først skal 100 meter-løberne dog løbe semifinale. Semifinalerne bliver løbet søndag aften klokken 20.45. Finalen løbes 22.50.
/ritzau/