Den sidste tid har sprinteren Usain Bolt døjet med både sine ben og sin ryg, men nu er en af OL's helt store atleter klar, siger det jamaicanske holds læge Winston Dawes.
- Han er tilbage på fuld drøn. Han har trænet meget, meget hårdt og hans præstation er på sporet, siger Winston Dawes.
På grund af skaderne har Bolt været ude af konkurrence, ligesom unge Yohan Blake slog Bolt på både 100-meter-distancen og 200-meter-distancen til det jamaicanske olympiske udtagelsesstævne.
Men når sprinterne kommer ud til konkurrence den 3. august, bør Bolt være tilbage i den storform, som han viste ved OL i Beijing 2008.
- Vi forventer, han er fuldt ud klar til den tid, hvor legene begynder. Han havde nogle små kramper i sit ben. Han har haft dem før, så det har måske rystet ham en lille smule, siger Dawes.
Til OL i London skal Bolt forsøge at forsvare guld og forbedre sin egen verdensrekord på 9,58 sekunder på 100-meteren. Og ifølge et hollandsk studie er det menneskeligt muligt at komme helt ned på skræmmende 9,4 sekunder, som han selv sigter mod.
Det fortæller forfatterne til studiet fra Tilburg Universitet.
- Usain Bolt har sagt, han jagter 9,4 sekunder på 100-meteren, og ifølge vores resultater er det muligt, da den absolutte grænse for en verdensrekord for tiden er 9,36 sekunder, fortæller Sander Smeets til nyhedsbureauet AFP.
Studiet er foretaget ved hjælp af forskellige matematiske beregninger og resultater fra 762 atleter.
Beregningerne fra samme universitet viste før OL i Beijing i 2008, at den ultimative rekord var 9,51 sekunder. Men de beregninger blev foretaget inden Bolts rekorder, forsvarer forfatterne sig.
/ritzau/