Nogle gange overtriumfer virkeligheden selv den vildeste fantasi.
For eksempel, når penge regner ned fra himlen.
Men det var netop det, der skete i Skabohuse ved Nyborg, hvor et ægtepar fandt en heliumballon med 1000 kroner indeni.
Heldigvis var det også et ærligt ægtepar, som kontaktede politiet.
Nu efterlyser politiet en ejer af den fundne pengeballon.
Udseendet af ballonen holder politiet dog for sig selv, så man forhåbentlig kan identificere den rette ejermand af det usædvanlige fund.
På Facebook skriver Fyns Politi:
- Ballon med indhold er nu hos vores færdselsfolk i Nyborg, og vi vil meget gerne udlevere den til ejeren - som vi gætter på kunne være en konfirmand i Nyborg-området.
I opslaget roser Fyns Politi også de ærlige findere af ballonen.
- Og kæmpe tak til ægteparret, der har indleveret ballonen i håb om, at den kommer tilbage til den person, som den var tiltænkt, lyder det.
Er du ejeren eller måske giveren, kan du kontakte politiet på 114.
Du kan se opslaget fra Fyns Politi herunder.