Indbrudstyve har særdeles travlt i det østjyske i øjeblikket.
Således er der de seneste tre døgn indløbet anmeldelser om 36 indbrud i Østjyllands Politis område, skriver Aarhus Stiftstidende.
Indbruddene samler sig i området omkring Aarhus og Randers, hvor alle 36 indbrud er sket i private boliger.
Det høje antal indbrud er op mod tre gange højere end normalt for området og tidspunktet for året.
- Generelt stiger indbrud i disse måneder, hvor det er mørkere udenfor, men vi ser, at anmeldelserne tit kommer i bølger, og det kan derfor variere meget fra dag til dag, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, blandt andet til avisen.