Mexicansk politi blev kaldt ud til en usædvanlig opgave, da der torsdag nat gik en flodhest rundt i gaderne i en by i Jalisco-provinsen.
Politiet fik indfanget den store hunflodhest, der vejer lige omkring et halvt ton.
En mand dukkede op på stedet og forklarede, at han og dyret boede tæt på. Han sagde, at han bare var ude og lufte sin flodhest i en park, da dyret stak af. Men ifølge mexicansk politi viste det sig hurtigt, at manden ikke havde tilladelse til det usædvanlige kæledyr. Manden blev anholdt, og senere kom det frem, at flodhesten tilhørte et cirkus i nærheden.
De lokale myndigheder undersøger nu, om manden havde stjålet flodhesten, eller om han var forbundet med cirkus, der frygtede at få en bøde for at lufte dyret på gaderne.