Dansk Firmaidræt har begæret lokalafdelingen Holstebro Firmaidræt konkurs.
Det er ifølge Dagbladet Holstebro Struer "et højst usædvanligt skridt at tage - og noget der aldrig er set før".
Det usædvanlige skridt er ifølge avisen taget for at sikre, at de offentlige midler, som paraplyorganisationen videreformidler, bruges retmæssigt.
Dansk Firmaidræt bevilgede i 2023 20.000 kroner til "et nyt lydanlæg til spinningsalen" i et fitnesscenter, som Holstebro Firmaidræt købte i 2022.
Der var tale om midler fra Lokalforeningspuljen, som er en statslig tilskudspulje. Med andre ord er der tale om skattekroner.
- Det har været vurderingen, at det er afgørende at sikre, at der kommer ordentlige og redelige forhold for alle interessenter omkring foreningen i Holstebro, herunder andre kreditorer, medlemmer, Holstebro Kommune, den tidligere bestyrelse i Holstebro Firmaidræt og Dansk Firmaidræt, oplyser Dansk Firmaidræt ifølge avisen.
Lokalafdelingen Holstebro Firmaidræt, som tæller i omegnen af 1.000 medlemmer, blev tidligere på året politianmeldt for groft bedrageri, underslæb og mandatsvig. Det var en bowlingklub for handicappede, som indgav anmeldelsen og som ved den lejlighed anførte at have haft et formuetab på ikke under 628.000 kroner, skriver Dagbladet Holstebro Struer.
Om baggrunden for at indgive konkursbegæringen til Skifteretten i Holstebro skriver hovedbestyrelsen endvidere, at Holstebro Firmaidræt i en periode stået uden bestyrelse, og der ikke ved en ekstraordinær generalforsamling i maj var nogen fremmødte.