USA's militær vil undersøge, hvorvidt Rusland har været involveret i tirsdagens formodede kemiske angreb i Syrien.
Det oplyser en talsmand fra det amerikanske forsvarsministerium ifølge dpa.
Russerne, der er Syriens allierede, har ekspertise i kemiske våben, tilføjer den unavngivne kilde.
- Som minimum har Rusland fejlet i forhold til at tøjle aktiviteten, siger talsmanden.
Fredag klokken 17.30 er et møde i FN's Sikkerhedsråd indledt.
Rusland har krævet, at FN's Sikkerhedsråd samles for at fordømme et amerikansk raketangreb mod en syrisk luftbase tidligt fredag.
Her blev en flybase ved Homs ramt af 59 Tomahawk-raketter og ødelagt.
USA's angreb var et svar på det formodede giftgasangreb i den syriske by Khan Sheikhoun i provinsen Idlib.
Og amerikanerne vil ikke afvise yderligere militær handling i Syrien, skriver Reuters.
- Vi er klar til at gøre mere, men vi håber, det ikke bliver nødvendigt, siger den amerikanske FN-udsending Nikki Haley på et møde i FN's Sikkerhedsråd.
FN's Sikkerhedsråd har fem permanente medlemmer - Storbritannien, USA, Frankrig, Kina og Rusland - samt ti, der vælges for en toårig periode af FN's Generalforsamling.
Rådet var også forsamlet onsdag til et hasteindkaldt møde.
Her havde USA, Storbritannien og Frankrig udarbejdet en resolution, der fordømmer det formodede angreb og kræver det undersøgt.
Men det havde Rusland på forhånd afvist at bakke op om.
/ritzau/