USA vil skærpe overvågning af skibstrafikken nær Iran
Saudi-Arabien, Emiraterne og andre lande må bidrage til at skærpe den maritime sikkerhed, siger USA's Pompeo.

USA forsøger at få opbakning til en skærpet overvågning af skibstrafikken omkring de arabiske golfstater efter nylige angreb mod tankskibe og en nedskydning af en amerikansk drone.

Det har den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, informeret USA's allierede i området om på besøg mandag i Saudi-Arabien og i De Forenede Arabiske Emirater.

- Frihed til at navigere er helt afgørende, skriver Pompeo i et tweet fra Saudi-Arabien, hvor han blandt andet har drøftet beskyttelse af skibe med kong Salman og kronprins Mohammed bin Salman.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Samme budskab blev senere mandag overbragt Abu Dhabis kronprins, Mohammed bin Zayed.

USA håber at opbygge en koalition på over 20 lande, som vil arbejde sammen om at skærpe den maritime sikkerhed.

- Vi har brug for, at alle deltager, siger Pompeo ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at præsident Donald Trump vil have flere lande involveret, så USA ikke "er ene om at bære den økonomiske byrde".

Bekymringerne for skibstrafikken skyldes, at to olietankskibe i forrige uge blev angrebet i Omanbugten.

Både USA og Saudi-Arabien beskylder Iran for at stå bag.

Torsdag i sidste uge skød Iran en amerikansk militærdrone ned. Iran forsvarede handlingen med, at dronen befandt sig i iransk luftrum - en påstand, som USA benægter.

Episoden har ført til, at USA mandag indførte yderligere sanktioner mod Iran.

Umiddelbart efter nedskydningen af dronen gjorde USA sig parat til et militært angreb mod udvalgte mål i Iran, men præsident Trump afblæste ifølge eget udsagn angrebet, få minutter før det skulle være indledt.

/ritzau/

via Listen To News